Når kaniner blir redde

Norske Arne Svingen svinger tekststokken med en (for ham) sjælden ordknaphed. Og vor egen Kamila Slocinska retter farvekanonen imod uforståeligt.
Hun gør det med sit vanlige arsenal af store øjne, skæve vinkler og brutale farveflader, men her er tilsat en syrlighed, der er ny for hende.
Men hverken forfatter eller farvelægger kan bringe krigens væsen helt ind i barnesjælen. Og det ved de godt. Derfor er "Når kaniner bliver bange" så fortroligt lavet med åben pande og rettidig nænsomhed.
Det er så smugt, at man kunne tude, men i sær tegningene sørger for, at det ikke skjer, for der er mere. Og det gemmer hun. Det er et sjældent vellykket forsøg på at lave en bog for børn (og os alle) om et emne, man ikke kan lave en bog om.

Når billedbogen lykkes, der hvor tekst og billedside er lige stærke, supplerer hinanden og skaber et hele, er den et stærkt æstetisk våben i oplysningens tjeneste – og det er denne billedbog. Tak for det til Kamila Slocinska og Arne Svingen.

Stærk og gennemført historie om at være barn i en verden, hvor krigen er et vilkår, man er vant til at leve med. Mors omfavnelser kan få krigens lyde til at synes lidt mindre forfærdelige. Der er bare så mange bomber.

Det er stor kunst at kunne skrive og illustrere for mindre børn om noget, der er så uforståeligt ondt som det at være barn i en krigszone. Som læser oplever man, at fortællingen bliver fortalt så levende, at følelserne er helt tæt på. Man kan gribe fat i velkendte følelser, når man prøver at huske, hvordan det mon var, at være rigtigt bange. Så bange at det giver mening at gemme sig ved mors navle, hvor der er blødt, trygt og varmt.
(...)

Den norske forfatter Arne Svingen skriver til både børn og voksne og er ikke bange for at tage fat på emner, som er både tunge og svære. Noahs historie er skrevet meget poetisk og sammen med illustrator Kamila Slocinska, har forfatteren her begået en virkeligt vigtig bog, som fortæller om krigen fra en troværdig børnesynsvinkel. Kamila Slocinskas skønne skæve streger giver troværdigheden et yderligere løft, og hendes illustrationer skaber en konvergerende tyngde til den i forvejen barske historie. Men hun viser aldrig det allergrimmeste eller det mest uhyggelige.Til gengæld egner hun virkeligt udtryksfuldt og med rigtigt mange antydninger. Hun har en særlig forståelse for børns måde at se verden på. Hun bruger farven rød til at illustrerer både mors trygge favn, men også til at vise blodet.

Dette er en nødvendig og kompleks bog, der skal læses sammen med nogen. Ingen, hverken børn eller voksne, skal være alene, når de læser Noahs historie.